tirsdag den 27. september 2011

Mandags-fornemmelser

Mandag kom med en uge gammel luftvejsinfektion - og har tvunget mig til endnu en sygemelding. Surt! Men alligevel hyggeligt, når det betyder at jeg er tvunget under dynen og ikke orker andet end at læse dameblade og planlægge hyggeprojekter for efteråret.

I disse dage er der en "skæv" robotbamse på vej til min veninde, som lige har født. Igen er det mit første forsøg, så der er klart plads til forbedring, men det er sjovt og hyggeligt alligevel :-) Billeder følger!

Det blev også for nylig til endnu en af de populære kaffehætter, denne gang i sort, til min bror og hans kæreste. Jeg overvejer at lave en trin-for-trin vejledning her på siden, men det er kendetegnende for mine kreationer at de, som min madlavning, baserer sig på det forhåndenværendes princip, og er lavet med løs hånd, uden at følge en præcis opskrift. De fremstilles ganske enkelt kun med skønhedsfejl, da jeg ikke kender alle de magiske formler for ombuk, overlock og andet smick-smock - jeg prøver mig bare frem og 8 ud af 10 gange, kommer der noget dekorativt ud af det. Det udfordrer derfor min løse hånd, at skulle lave vejledninger, men jeg synes selv det er fantastisk når andre gør det, så jeg vil se det som en øvelse i struktur, der samtidig kan opgradere min kunnen!

Til sidst skal lyde en hyldest til efteråret - min yndlingsårstid! Jeg ELSKER når det blæser, når skyerne fejer henover himlen og solen skinner ned gennem visnende, røde blade. Der bliver rusket liv i gaderne igen, og er man ellers pakket ordentligt ind, er det fantatisk at stå og råbe omkap med et hav i oprør, eller lade sig blæse igennem. Især hvis det rundes af med varm kakao, cognac og en blød pude i nakken. Ikk'...?

      

Ingen kommentarer:

Send en kommentar